Emil Thomsen
8/1 Emil Thomsen
"Jeg har nydt arbejdets glæder, selv om der også ind imellem kunne være svære stunder. Ja, livet er dejligt. Det er skønt at stå op om morgenen og vide, at man kan klare sig selv."
4/1 Emil Thomsen er født 12.08.1882 på Søndersiggaard i Hallund sogn. Hans mor lærer ham at læse, ellers får han kun den skolegang, der kan gives i Hallund skole. Vinteren 1905/06 kommer han dog på Testrup Højskole, og det får en stor betydning for ham.
Der er utrolig megen fattigdom rundt om i samfundet og far er fast besluttet på, at skal han have kone og børn, så vil han kunne sørge godt for dem. I 1911 overtager han gården og bedstefar går på aftægt. Emils søster Jane fører hus. Han begynder at forny bygningerne og der bliver købt mere jord til ejendommen, så den kommer op på 39 tdr. land.
I 1919 sætter han nyt stuehus (Råling) med tre skorstene. Der bliver indlagt vandkloset – noget ganske nyt på landet – og få år senere indlægges strøm. Nu mener han at kunne forsørge en familie og frier til Petra. De har kendt hinanden fra hun var en lille pige.
Ved en fest i anledning af hendes søster Kathrines (forestående) giftermål med Emils broder Thomas var højskoleelev Emil naturligvis med og den lille Petra på seks var så glad for at sidde hos Emil. Da morfar Peder spøgende spørger, om ikke han kan afsætte en datter også til Emil – nu de er i gang:
Det fik dog vente lidt, men så blev de også et flot par. Far var glad for livet som landmand, selvom det blev drøjt til sidst. Far ville nemlig ikke opgive driften af gården, førend jeg som den yngste var sikkert i vej, så først, da jeg fik min kandidateksamen, giver han gården fra sig, 77 år gammel, og de flytter til Hallund for at bo på deres gamle dage. Emil var pålidelig som et urværk. Han var venstremand og kunne ivre sig i en politisk diskussion, så han slog i bordet, men ellers var det eftertænksomhed og retskaffenhed, der prægede hans optræden.
Far havde set så megen fattigdom, at han havde lovet sig selv ikke at gifte sig, førend han kunne forsørge en familie. Det må man i sandhed sige, at han kunne, da han omsider blev gift. Der var tilkøbt jordtilliggender, avlsbygninger sat i stand og der var opført en helt ny rødstens råling (stuehus) med tre skorstene. Huset havde store lyse vinduer, højt til loftet og masser af plads. Far undskyldte undertiden sin ekstravagance med de dårlige boligforhold i det gamle stuehus – boligforhold som kunne have bidraget til fire søskendes død af tuberkulose.
Hans søster Jane havde ført hus for ham og havde som den første taget det nye stuehus i besiddelse. Far fulgte først efter, da den daværende dyrlæge havde sagt, at det ikke sømmede sig for ham at blive boende på kammeret over stalden.
Livet på Søndersiggaard
Da mor flyttede ind, havde Jane ikke til sinds at give noget fra sig og mor blev henvist til stuen. Mor fik hurtigt nok af at brodere dagen lang og måtte endnu engang give far et skub for at få ham til at tage affære – det var Jane eller hende. Der var ikke plads til to fruer i samme hus.
Jane blev afsat til Studstrup Mølle i Sindal og mor tog over. Som det første afskaffede hun skikken med at spise af samme tallerken og fik indført ny bordskik med tallerkner og spisebestik. Far var med på det hele. Der blev indlagt elektrisk strøm og vand og der blev indrettet et badeværelse. Der blev anskaffet elektrisk vaskemaskine, vridemaskine og vaskecentrifuge. Senere fulgte telefon og andre nymodens ting – og gerne som de første i sognet.
Den økonomiske nedtur for landbruget i trediverne satte en stopper for udfoldelser af luksusbetonet art. Det satte dog ikke en stopper for mors initiativer til fornyelse. Jeg husker fascinationen som dreng, når jeg fulgte med i henkogning af kød og urter og anvendelse af glastermometer til kontrol af rette temperatur ved damplukning af konserves og over den nye frysekonservering af mad – en teknik mor tog i brug, så snart muligheden gaves. Dagligdagens praktiske udfordringer var en kilde til ligeså mange praktiske løsninger.
80‑årig fandt rigelig glæde ved landbruget
På Klokkerholm Hotel samler fhv. gårdejer Emil Thomsen, Hallund, i dag en stor kreds af venner til en festlighed i anledning af hans 80 års fødselsdag. Venner og bekendte er inviteret gennem annonce. Og de møder frem i stort tal for at fejre Emil Thomsen. Det eneste, der fortæller om, at Emil Thomsen bliver 80 år, er de hvide lokker og furerne i ansigtet. Ellers er det vanskeligt at se.
"– Jeg har nydt livet i fuldt mål, siger han i en samtale. Jeg har nydt arbejdets glæder, selv om der også ind imellem kunne være svære stunder. Ja, livet er dejligt. Det er skønt at stå op om morgenen og vide, at man kan klare sig selv."
– Er De født i Hallund?
– Ja, mit fødehjem var Søndersig. Jeg var den yngste af fjorten børn, og jeg var selvskrevet til at være hjemme. Jeg overtog mit hjem i 1911 og drev gården, der var på 39 tdr. land, til jeg var 77 år. Så fandt jeg, det var tiden at holde op, og jeg byggede så huset her i Hallund. Nu passer jeg haven, og det nyder jeg. Roserne og de andre blomster passer min kone, og ellers hjælper vi hinanden med arbejdet. Det er en ret stor have på omkring 5.000 kvadratalen.
– De lærte tidligt at tage fat?
– Åh ja. Jeg var vel 6‑7 år, da jeg fik den første opgave. Jeg var "høwerdreng" og skulle sørge for dyrene, der stod i tøjr. Jeg kan huske, da mejeriet blev bygget her i Hallund, og det satte for alvor skub i udviklingen på egnen. Meget er sket gennem årene, men opførelsen af dette mejeri fik betydning på mange andre områder. Dræningen og merglingen begyndte, og en god tid stod foran.
Da jeg overtog gården i 1911, var det gode tider for landbruget. Der havde været opgang siden år 1900. Tiderne blev stabile, og vi kunne næsten beregne, hvordan priserne ville være dag for dag. Så kom krigen, og landmanden fik store priser for sine varer, og det, der betød mere var, at de fik selv lov at beholde pengene. For mit eget vedkommende betød det, at jeg var i stand til at bygge gården op. Jeg manglede aldrig medhjælp dengang. De kom ofte af sig selv og var der 4‑5 år ad gangen. Nogle rejste ind imellem, men kom tit tilbage igen. Først i de sidste år begyndte det at knibe lidt, og det var ofte daglejere, jeg havde.
På højskole med Pedersen‑Dalum
I vinterhalvåret 1905‑06 var jeg på Testrup Højskole. Jeg gik i øvrigt sammen med afdøde forstander J. Pedersen Dalum. Han var en god kammerat og meget hjælpsom. Højskoleoppholdet var vel nok de bedste fem måneder, jeg havde. Den første uge på højskolen var slem, for det var uvant at sidde på de hårde træbænke. Den sidste måned var heller ikke let at komme igennem. Der var ved at komme liv i markerne, og så blev det trælsomt for en landmand at være inde.
Man skal nyde sit arbejde
– Var De glad ved at være landmand?
– Det har jeg altid været. Dersom man ikke nyder eller glæder sig over arbejdet, så er det ikke skønt at have med at gøre. Man skal glæde sig over hver ny dag og sådan skal det være ved valget af en livsgerning. Jeg blev ved, til jeg var 77 år, og jeg passede 35 kreaturer og mange svin hver dag alene. Det faldt mig altid let at være landmand, kun på det sidste kneb det. I dag kan jeg ikke følge med mere. Det hele løber fra mig. Jeg får min pension, men jeg tog den ikke det første års tid. For jeg har siden mine barneår lært at skulle sanke så meget sammen, så jeg kunne klare mig selv resten af min tid. Det gælder ikke i dag. Jeg kunne lige så godt have købt en bil for tyve år siden og have haft de halve penge.
Mange tillidsposter
Gennem årene har der været bud efter Emil Thomsen i samfundets tjeneste. Han har været skorstenssynsmand, i bestyrelsen for mejeri, brugsforening, Hallund Apotek og mange andre bestyrelser. Tilbage er kun posten i apoteket, men selv om apoteket ganske vist er solgt, er der endnu arbejde at afslutte.
Emil Thomsen og hustru har tre børn, to piger og en søn. Sønnen er farmaceut i Skanderborg, en datter er gift og bor i Hallund, mens den anden datter bor i England.
Kommentarer
Send en kommentar