Ruth & Pet, mine søstre.

 Ruth  (31.08.1926-19.04.2007)

Søster Ruth

Ruth er otte år ældre end mig. Hun går i Hallund skole og får et år til slut på Østervrå Realskole. På den tid var det usædvanligt at "ofre" så megen skolegang på piger. Det var dog ikke nok til at give hende en eksamen. Så, senere giver far og mor hende et skoleophold i København, så hun kan få en mellemskoleeksamen. Hun bliver kæreste med Henning Herget, søn af vor lokale landsbylæge. Det er vist derfor, hun vil til København og gå på skole dér. Hun bliver gravid og ulykkeligvis får hun en abort hos en kvaksalver - eneste udvej dengang. Det gør hende barnløs for livet.

Forholdet brister og i kærestesorg tager hun job i England og sådan går det til, at hun rent faktisk emigrerer og bliver derovre for evigt. Hun bliver gift med en forretningsmand Bill Formann og de slår sig ned i Bournemouth. De klarer sig godt og efterlader sig en stor formue, men ingen børn, der kan arve.

Jeg har besøgt hende utallige gange og hun kom hjem hvert eneste år. Jens og Niels har begge være på ferier hos Ruth.

Ruth, Lars Olav og Pet foran stalden hjemme på Søndersiggaard

Ruth, Lars Olav og Pet foran huset i Bournemouth

Lars Olav, Pet og Ruth hjemme hos Pet på Nymarken.

Ruth og jeg skrev meget sammen, men de breve er gået tabt. Da hun blev meget syg, begyndte jeg igen at skrive breve til hende, fordi hun ikke kunne tale til sidst. Disse seneste breve kan ses på dette LINK.

Jeg har fået et par breve Ruth har skrevet til Pet i 1949 og 1950 og dem gengiver jeg her. Jeg tror Ruth har taget plads i huset hos en diplomatfamilie. Hun har været på husholdningsskole, og det kan have været med til at give hende jobbet:

The Mount d. 22.2.49

Kære alle fire!

Jeg får pludselig sådan en lyst til at skrive til jer, det er ikke fordi, jeg har noget særligt på tapetet.

Her går alt ved det gamle. I søndags havde vi gæster på grund af den unge herre havde fødselsdag; det var meget morsomt til en afveksling. Til middag fik vi stegt gås med rødkål og frugtsalat. Til aften fik vi først noget laks med hollandaise og kartofler og derefter engelsk bøf med brunede kartofler og ærter; og til dessert ferskener - friske og kaffe med pundkage. Jeg nød det lige frem; det kan tælles de par gange, vi har haft gæster til middag!

Jeg er så lykkelig for min cykel. I aftes fik Anne og jeg lov til at løbe en tur og vi nuppede selvfølgelig cyklerne. Det er meget lettere at køre om aften, så er der næsten ingen trafik. Vi kørte bare lige ud og dreje fra når vi havde lyst; for afsted med susende fart. De engelske cykler går meget lettere end de danske. Vi strøg forbi alle busserne, så da vi skulle se os om, var vi havnet næsten inde midt i London. Turen tilbage var ikke så rar. Det begyndte at regne og vi havde modvind, men vi var alligevel helt fornøjede, da vi gik i seng. Det er så sjælden vi rigtig kommer ud og rører os.

Anna og jeg går og blive så dovne. I eftermiddag, for eksempel, er fruen og frøkenen i biografen og så har vi siddet og drukket en halv flaske sherry, som Sydney foræret os i anledning af fødselsdagen og røget cigaretter og telefoneret til alle vore bekendte;  det så ledningen glødede. Vi kan jo da ikke læse og sy hele tiden. Vi låner en bunke gode bøger af fruen, mest historiske, det interesserer mig.

Der er stadig ikke bestemt hvem der skal være Annes efterfølger. Vi har fået et utal af svar på annoncen, men når fruen er gået dem nærmere på klingen, er der ingen der har bidt på krogen. Vi har blandt andet fået svar fra en damefrisør, mandlig på 35 år. Han kunne lide at komme herover som hushovmester og studere samtidig. Vi sagde til fruen, at det ville være vidunderligt for hende, at når han kom op med bakken om morgenen, kunne hun få hår og negle ordnet samtidig, men det var hun nu ikke så særlig interesseret i. Han sendte ydermere et billede af sig selv og så havde han briller, men så ellers rigtig rar ud, men jeg tror nu også det ville blive noget kludder med os to på t...., der er dør i mellem værelserne, jeg kan ikke rigtig forestille mig en mand i Annas seng. Nå, han bliver nu derhjemme.

Til slut håber jeg at I alle har det godt og at I snart skriver.

De kærligste hilsner til jer fra Moster.

De kærligste hilsner til far, mor og Olav.

Er der nogle nye skandaler fra Hallund?

 ----------------------------

Corringway d. -2. 1950.

Kære alle fire!

Uhm! hvor de smagte. Rigtig mange tak for pakken. Jeg fik den lørdag formiddag. Jeg tror postmændene havde spist et par klejner, den ene havde krummer om munden, men der var masser til mig alligevel. Der var nemlig gået et lille hul på pakken, men alt var der. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at lagkagen var vidunderlig. I kender den; skal hilse fra Karen og Jutta og sige, at det er den bedste lagkage, de har smagt. Vi havde selvfølgelig en lille komsammen. Duen gled ned sammen med et stykke med smør og nydt; forsøgte at spise benene, men opgav. Jeg kom til at tænke på, at den måske har haft åreforkalkning, da du sagde, det var en ældre due. Og kitlen passer fint; du behøver ikke at undskylde stoffet; jeg synes det er pænt, men måske bliver det løst af vask – jeg ser.

Og Thorsten skal have tak for lommetørklæde, det var jo hans skyld jeg fik det. Det skal hænge på væggen, det skal I nu ikke sige til ham, det synes han nok er noget underligt noget,.

Jeg har lige kortet min gamle brune Ulster af til tre kvart. Den ser rigtig godt ud. Af stykket for neden har jeg lavet den yndigste hue, der blot har den ene fejl, at jeg ikke ved hvordan, jeg skal anbringe den på hovedet. Jeg har tænkt på at tage den på i mørke og så se resultatet. Ellers skal jeg til at strikke en sengetrøje til Karen. Jeg ville ønske det var til mig selv, men har ikke råd  for øjeblikket. Jeg har lige måttet betale en del til National Health for den tid jeg var hjemme på ferie. Det er uforskammet. Jeg lavede vrøvl og da jeg havde snakket i et stykke tid, afbryd han mig med at sige, "De taler vel nok fint engelsk", men resultatet var, at jeg blev skåret ned og ikke komme til at betale det halve. Det manglede også bare, når jeg ikke havde arbejdet nogen steder.

Så har jeg også lavet min gamle rødbrune kjole om, fra revers til høj hals med hvid drengekrave, meget pænere nu. Jeg ville ønske jeg havde noget mere at lave om på. Jeg har masser af tid til hjemmearbejde, men nu skal jeg snart til at hjælpe Karen med at strikke babytøj, officielt venter vi til hun bliver gift den 1. april.

Ellers går livet også her sin vante gang uden større omvæltninger. Jo, Iko har altså fået sin vogn, det er Vauxhall 4, 6 personers og sort, dejlig vogn, men har været i garage et par gange, der er et eller andet i vejen med motoren. Det er en helt ny vogn. På onsdag skal vi se hundevæddeløb. Det skal ikke være særlig meget ved, men jeg ville nu gerne se det alligevel. Jeg vil også en dag til travløb, men det har den hage, at det er klokken 14 lørdag, så jeg skal have ekstra tilladelse.

Så har jeg været i teateret. Jeg traf Steffen en aften i klubben, han inviterede mig med. Vi var sammen med et engelsk ægtepar og så et fra Sydamerika. Den unge frue var noget af det kønneste, man kunne tænke sig, men kunne ikke et ord engelsk.

Jeg sidder og venter på Middleton, hun kunne nu godt tage og komme, det er spisetid. Vi skal have champignonsuppe (fra dåse) med ristet brød, kold lammesteg  med kartoffelmos og pickles, og derefter kold citrontærte - meget let mad. Vi forbereder altid det hele om formiddagen. Nåh, så fik de stegen ind.

Jeg tror jeg løber over til Karen. Hele køkkenet er fyldt med klatvask, vi har regnvejr, det kan ikke tørre ude og der er ikke noget der hedder vaskekælder eller tørreloft. Så ringer det igen.

Nu vil jeg skynde mig at slutte og komme ud af den her damp. 

De kærligste hilsner til jer alle fra moster.

Kærlig hilsen til far, mor og Olav.

🕂

8/1k.c = 4/1c Ruth (31.08.1926-19.04.2007) gift 05.04.1952 med councillor William Frederick Forman (21.08.1913) - major 1974 (1 Apr – 24 May); HONORARY FREEMAN OF THE BOROUGH 3 April 1984; HONORARY ALDERMAN OF THE BOROUGH 1962 – 1995. Lived "Beruza", 6 Canford Cliffs Ave. Parkstone, Poole, Dorset BH14 9QN England.

AT A MEETING OF THE BOROUGH OF BOURNEMOUTH COUNCIL, 5 JUNE 2007, The Mayor referred with deep regret to the recent sad death of Mrs. Ruth Forman, wife of the late Honorary Freeman and Honorary Alderman Bill Forman. Mrs. Forman held the high office of Mayoress during the period from 1 April to 24 May 1974 and gave unstinting support to her husband during that period. That the Council express to the family of Mrs. Ruth Forman its deepest sympathy and condolences in the sad loss they have suffered. The Council then stood in silent tribute.


Af en immigrant at være, klarede min søster sig ganske godt derovre. Hun blev Captain i golfklubben, borgmesterinde, fremtrædende og aktive i hendes favorit klub, Lions.

Avisartikel:

DELIGHTFUL TO MARRY A DANE

If any Bournemouth councillor has that well‑fed, contented look it is Mr Bill Forman, chairman of the entertainment’s committee. So it is not surprising that he has a wife from Denmark. which is noted for good food, who happily has her fair share of the good looks usually associated with

Scandinavian women,

With the typically blonde hair and cornflower blue eyes of the Danes, Ruth Forman IS certainly an asset to the town's social scene Which JS to the good, especially as through her husband's civic duties, she is constantly called on to meet important visitors from all over the world.

Show business personalities are among those she meets constantly through the many shows at the Corporation‑run theatres in the town She shares her husband's pride that outside Blackpool there is perhaps no other resort in the country which offers such a wide range of first‑class entertainment to the residents and visitors.

Naturally she follows fashion carefully so that she can always keep abreast of trends, but she prefers to dress‑with simplicity, and to keep her hair in a neat, easily manageable style.

Bill and Ruth Forman met in his native London when she was over here completing her education, which fortunately for him included a special study of domestic science. She grew up at the family home which is a farm in North Jutland, but went to school in Copenhagen

The village she came from was self‑supporting and has had the advantages of deep freezers and communal machinery for some years. The farm itself produces cereals, vegetables and fruits, as well as dairy products, and also at one time used its o‑ n peat to feed its central heating system.

So it is small wonder Ruth makes short work of' keeping the garden looking nice and growing vegetables and fruits at her present home In Canford Cliffs. Preserving, and bottling the fruits is a job she enjoys  as her well‑stocked larder shows.

 

CLOGS AT THE BACK DOOR 

She confesses she loves life over here. and seldom gets homesick. After all, she reasons, why worry? It only takes as long by air to get back home as it does to motor from London to Bournemouth. Her mother recently made this trip, and various other members of the family including nephews and nieces are on the visiting roll.

Ruth og Bill med borgmesterkæder,
1974

One rather distinctive sign that someone from abroad is at home is the row. of' wooden clogs Ruth keeps at her hack door for use in the garden ' I use them in the winter when shopping." she says

I wouldn't be without my clogs

Also. the Danish china. silver and ornaments which decorate the house. A nice Danish custom Is for a bride to be given cutlery bearing her new initials.

Mrs. Forman loves cooking, and if her husband wants to give her a gift, she will always accept yet another cookery hook. preferable

containing recipes from abroad. Among her specialities is apple cake, and a good stand‑by sweet which involves stewing fruit and stirring in a small amount of mixed cornflour when it is cooking This is a good idea which could be followed by many families;

Ruth Forman gives her husband plenty of support in his membership of the Bournemouth Lions (he is their president until tomorrow). She takes her part with the lions' ladies in organising social events, coffee mornings, and the catering for official get-togethers .

She also plays golf (at Parkstone Golf Course), an activity which her husband insists is a " must " for the modern business man.

Ruth is proud to look back on the days she helped her husband in his garage business, serving petrol at the pumps. Come to think of it, this must have really stopped the traffic !

Now his business; Scientific Motors, is well on its feet, she is equally happy to run a pleasant and comfortable home n.P

 En tildragelse på Apoteket i Hundborg 1954.

Da jeg kom til Hundborg i december 1953, var det på kost og logi hos apotekeren. I foråret 1954 beder apotekeren mig finde kost og logi ude i byen. Det fik mig til at søge væk og enden på det blev, at jeg beholdt kost og logi - men det var lidt anstrengt.

Sommer 1954 er min søster Ruth hjemme fra England som hun er hvert eneste år og en weekend henter hun mig på apoteket - hjem til en weekend på gården.

Nu er min søster utrolig smuk og har dertil det mest vindende væsen. Hun er altid solbrun, altid velklædt; lidt udenlandsk klædt. Kort sagt er hun fortryllende. Hun tog apotekerens - både Jacob og Karen - med storm. Fra det øjeblik ændredes mit ophold på apoteket; som at vende en hånd. Jeg blev behandlet fyrsteligt, næsten ærbødigt. Ulla, køkkenpigen fik besked på at give mig særforplejning - og min søster; ja, apotekerens blev ved med at spørge til hende og sende hende hilsner resten af min tid i Hundborg.

Pet (18.09.1922-26.03.2000)

Pet er tolv år ældre end jeg. Hun var altid omsorgsfuld for hendes lillebror og vi blev meget fortrolige. Vi talte om hun havde gjort det rette valg, da hun giftede sig, om hun skulle have valgt en anden bejler - der var nok af dem. Vi talte om hendes børn, om deres evner og om børnebørnene. På et par punkter har eftertiden vist, hun tog fejl. Jeg syntes hun var meget klog.

Hun fik som den første pige i sognet lov at slutte skolegangen med et år på Østervrå Realskole.  Hun ville gerne have fortsat og taget eksamen, men mine forældre gik ikke med til det. Det bebrejdede hun dem. Hun kom i stedet ud som stuepige på Langholt.

Hun blev kæreste med en skrædder fra Hellum. Ham kunne jeg godt lide. Han forærede mig en violin - spildte penge, men det kunne han jo ikke vide. Pet var ret oprørsk og han var nok for tam til hende. Så det endte med en murersvend - helt ude af stand.

Pet ville gerne have overtaget vort fødehjem, men de havde ingen kundskab på landbrug og kunne selvsagt ikke forrente gården, selvom mine forældre sænkede prisen gevaldigt og tilbød arveforskud. Det gik da også gruelig galt, da gården blev solgt til fremmede for fuld pris.

Uanset dette, forblev Pet og jeg glade for hinanden lige til det sidste. Da Nethe kom til, blev hun ligesom en del af dette nære forhold. Vi skriver meget sammen og næsten ved et tilfælde dukker de gamle breve op. De er nu gengivet i en separat blog - Link

Pet havde talent og med bedre og tidlig skoling kunne hun have ernæret sig som keramiker og kunsthåndværker, men hun nåede at få glæde af håndværket alligevel.

Pet efter hun er flyttet til karetmagerens hus i Hallund - lige overfor den gamle skole.

8/1k.a = 4/1a Petra (18.09.1922-26.03.2000) gift 11.05.1943 med murermester Niels Juhl Sørensen (15.05.1915-11.02.1989). Keramiker. "Nørrehus", Hallund.

Avisartikel

Søndag den 9. december 1979

 Tekst: Kirsten Lind

 Foto: Kurt Bering

 Pet Sørensen i sving i værkstedet - i forgrunden en af hendes naturtro gengivelser af en af de mennesketyper, hun holder af

Folkekunsten op af kommodeskuffen

 Det håber keramikeren Pet Sørensen, Hallund, kunstkredsen Seos kan medvirke til

Vinterens første sne lagde sig i læ i de sorte plovfurer og grantræerne i baggrunden spættedes i grønt og hvidt. En gråstribet mis på vej mod nye jagt‑revirer stod i ufrivillig skarp kontrast mod alt det hvide. Poterne løftedes højt og ry­stedes med tydeligt ubehag for hvert skridt. Katten havde glemt ‑‑ eller har måske aldrig oplevet -- hvor våd og kold sneen føles mod trædepuderne.

Sådanne små dagligdags glimt fanges ind ad vinduerne i husmandsstedet ved Hallund, hvor keramikeren og husmandskonen Pet Sørensen sy­nes hun lever en privilegeret tilværelse. Hendes figurer i ler er summen af de daglige ople­velser, hvadenten det er natu­rens skiften eller mennesker, hun møder.

I forgårs lå det bakkede landskab udenfor hendes vin­duer svøbt I bleg vintersol, i går jog blæst og regn hen over egnen og slettede alle konturer. Samme landskab, men med skiftende farver bestemt at' vejrlig og årstid. Inden døre bliver tiden noget umærkbart, når Pet Sørensen på sit værk­sted former det våde ler.

Hun arbejder ikke på bestil­ling og vil ikke massefabrikere. Hver ting er der kælet for, og det gør ikke noget, et arbejde tager lang tid.

‑‑‑ Jeg vil have lov at »lege<~ med leret, siger Pet Sørensen. Jeg vil ikke gå på akkord med mig selv, men gøre mine ting personlige. Det betyder ikke, at jeg tror, det jeg laver er perfekt. Mange gør det lige så godt eller bedre, men er for blufær­dige til at vise frem, hvad de ofte gemmer i kommodeskuffen. Til dem vil jeg sige: Vis frem, hvad I laver, så mange flere far lyst til at forsøge sig som kunstnere. De fleste har en kunstner gemt i sig, og det er mentalhygiejne så det batter at glemme tid og sted for at arbejde med noget, der inter­esserer en.

Vi er otte lokale kunstnere i Brønderslev Kommune, som har sluttet os sammen i kunst­kredsen Seos. Der er grafikere, malere og keramikere mellem hinanden, men vi har det til fælles, at vi har taget os mod til at udstille vore arbejder. Vi vil også invitere gæsteudstillere fra andre kunstkredse, men jeg skal skal da ikke lægge skjul på, at jeg håber kustkredsen på længere sigt vil kunne give folk, som i al stilhed udfolder sig kunstnerisk mod på også at vise, hvad de kan. Om ikke andet håber jeg kunstkredsen vil fortælle andre, at ganske almindelige mennesker, der har deres arbejde ved siden af, kan fremstille en eller anden form for kunst. Om andre vil kalde det kunst, ved jeg ikke, men hovedsagen er, at man selv føler tilfredsstillelse ved det

man laver. Sikkert er det, at meget af det, der bliver lavet rundt om i hjemmene, er ligeså godt, som det, der for årtier siden blev fremstillet i folke­stuerne i de mørke vinteraftner. og som nu vises frem på museerne, men hvorfor .skal sådan folkekunst først vises hundrede år efter?

 

‑‑‑ Du er eneste kvindelige medlem i kunstkredsen. Vil du arbejde for, al flere piger kommer med?

‑‑ Ja, det ville jeg gerne, men jeg tror ikke, vi magter at gøre kredsen større nu. Det er så nyt endnu, og vi må ikke gøre samarbejdet uoverskue­ligt. Udstillingerne skal også have et rimeligt omfang. I øvrigt har to piger været på tale som medlemmer af kunstkred­sen, men det er ofte svært for pigerne at have tid og kræfter at ofre på en kunst, hvis den ikke er deres levevej. Jeg er vældig privilegeret, fordi jeg har nået den alder, hvor jeg modsat mange yngre kan tillade mig at sige, at jeg ikke skal leve af kunsten.

Jeg forlanger ikke mange materielle goder. Det der bety­der noget for mig i dag er at leve et harmonisk liv. Jeg kan få lov at eksperimentere med ler og glasur, jeg har en mand

som viser forståelse for min interesse, og jeg har fra alle mine vinduer udsigt til træer, jeg selv har plantet og til den natur, jeg så dårligt kan und­være.

Også Pet Sørensen gemte engang resultaterne af sine kunstneriske udfoldelser i kom­modeskuffen, og det var en ren tilfældighed, der fik hende til at vedkende sin glæde ved formning af ler.

‑‑ Helt fra barnsben har jeg formet figurer, når jeg fandt en klump mergel, fortæller Pet Sørensen. Når vi børn en sjæl­den gang kom i biografen, var det en kolossal oplevelse, og vi sugede indtryk til os. Det gav sig for mit vedkommende ud­slag i, at jeg bagefter formede de ansigter, jeg havde set. I tyverne og trediverne var der imidlertid ikke noget, der hed formning i skolen, og ingen fortalte mig, at jeg kunne blive pottemager eller keramiker. Der var heller ingen, der så hvad jeg lavede, heller ikke, da vi for 27 ar siden flyttede ind i ejendommen her, og jeg sta­dig kunne få noget ud af en klump mergel.

På et tidspunkt begyndte jeg at male med oliefarver og meldte mig til et malerkursus i Brønderslev. Jeg havde kun været der få gange, før jeg meldte fra. Det jeg havde brug for var farvelære og teknik. Jeg ville lære det fra grunden og sagde det til læreren, men han ­forklarede mig, at de andre elever var kommet for at male billeder. Jeg kunne ikke male. uden at vide noget om horison­ter osv., og derfor gik jeg. På vej ud af kursusbygningen hørte jeg fra kælderen snak og latter, og lyden tiltrak mig som en magnet. Man kunne høre, det var noget rart, der foregik, og da jeg så, der blev arbejdet med ler, tog jeg mod til mig og gik ind. Derefter varede det ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var kommet på rette hylde .

Til at begynde med blev det ikke til så meget med leret, for jeg måtte passe landbruget, mens min mand var på arbejde. Da vi for 12‑13 år siden afhæn­dede dyrene, blev der mere tid. For 5‑6 år siden fik jeg ovn, og kort efter indrettede vi værksted. Indtil da havde jeg arbejdet ved køkkenbordet, og var man kommet forbi i en sen nattetime kunne man godt have oplevet mig i færd med at gøre rent i køkkenet

 

Buster

Pet Sørensen har også fået drejeskive, men vil stadig helst forme i hænderne, og hun laver aldrig f. eks. en skål for skålens skyld, men for glasurens. Hun kan ikke lære nok og fortsatte på kursus i en årrække, sidst for fra grunden at sætte sig ind A glasurens mysterier. Også sammenholdet på kurset og glæden ved at kunne hjælpe andre og se deres ting lykkes

havde betydning for, at Pet Sørensen fortsatte som elev. Nu underviser hun selv, nemlig i den kommunale ungdomsskole, og hun forsømmer ingen lejlighed til at fortælle de unge" mennesker, hvor vigtigt det er at have en hobby, ikke mindst' den dag, man bliver pensione­ret, og da er det ofte svært at få begyndt.

Pet Sørensen har ikke en stor produktion. Hun bruger lang tid på den enkelte ting, og det; er i mindre grad brugsting, hun laver. Fantasien får ofte lov at' råde, eller hun former tro kopier af mennesketyper som den tykke, faderlige præst, Storm P's vagabonder eller den gamle morlille i gyngestolen. Naive figurer, men naturtro i hver detalje, og forbavse kan det derfor ikke, at Pet Sørensen nu vil til at lave buster i naturlig størrelse.

‑‑Jeg ved ikke, om jeg kan, men jeg har lyst, og derfor skal det prøves, slutter hun.

Jeg savner sådan mine dejlige søstre.